onsdag den 24. oktober 2012

2 måneder (og 3 dage)!


Kære alle sammen

Jeg håber, at I har det godt derhjemme i Danmark. Herovre går det rigtig godt og jeg har så meget at lave, at jeg (desværre) ikke har så meget tid til at opdatere bloggen. Men jeg forsøger at tage en masse billeder og skrive de små, sjove ting, som jeg oplever, ned.

Natten til mandag kom jeg hjem fra min anden Rotarytur, denne gang med alle udvekslingsstudenterne i Ecuador. Det var en rigtig god tur, dejligt at se dem jeg kender igen og møde nye mennesker fra kystregionen. Fem dage med ture til de største byer i Manabíprovinsen, badning, vandsport og fest og dans til midt om natten. Jeg var for træt til at tage i skole om mandagen, så der tog jeg en stille og rolig dag hjemme og fik sovet og pakket ud i ro og mag. Jeg er nu stadig lidt træt efter fem intensive dage med masser af nye indtryk og for lidt søvn, så jeg tror snart, at jeg vil gå i seng i ordentlig tid og få sovet lidt mere end hvad jeg normalt når. 24 timer er bare ikke nok til at nå alt det, jeg gerne vil herovre, samtidig med at jeg gerne vil holde kontakten med jer derhjemme ;)

I dag holdt jeg en præsentation for min klasse om det at være udvekslingsstudent. Det gik rigtig godt og det er rart både for dem og for mig, at de får et indblik i, hvad det vil sige at være udvekslingsstudent og hvad jeg laver de uger, hvor jeg ikke er i skole, fordi jeg er på tur med Rotary. Det er min lærer i kristendom og værdier, la Hermana Pilar, som jeg har et rigtig godt forhold til, der foreslog mig at holde foredraget. Det var meningen, at jeg ikke skulle modtage karakterer herovre, men hun spurgte, om hun ikke nok måtte give mig dem alligevel, for hun synes, at jeg arbejder så godt i timerne. Fag som litteratur og filosofi er svære at følge med i, men i hendes timer tegner vi, laver forskellige praktiske øvelser og vi skal tænke mere end lære en masse udenad, hvilket jeg godt kan lide.
At skulle skrive oplægget fik mig til at tænke på en tysk udvekslingsstudent, vi havde i min klasse på Ingrid sidste år. Vi tog rigtig godt imod hende og jeg selv (jeg håber i hvert fald, at hun også fik det indtryk) var åben og venlig over for hende, men nu hvor jeg selv er af sted, kan jeg se, at jeg alligevel ingen idé havde om, hvilken situation hun befandt sig i. Den åbenhed og mi casa es tu casa-indstilling, som jeg har mødt herovre, er helt klart noget, jeg vil tage til mig og tage med hjem til Danmark, hvor det nogle gange kan virke som om, vi er bange for at lære nye mennesker at kende. Umiddelbart små ting som at blive inviteret på en kop kaffe af en klassekammerat eller til middag hos familiemedlemmer har betydet meget for mig herovre og det har fået mig til at tænke på, hvor lidt det nogle gange kræver at gøre andres dag det bedre og hvor meget begge parter kan få ud af at åbne sit hjem for nye mennesker.

Kærlig hilsen Emma

Ps. I dag har jeg været i Ecuador i 2 måneder og 3 dage... Vildt!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar