I dag var min første dag i skole og det gik rigtig godt! Jeg havde været lidt nervøs for om jeg overhovedet ville kunne følge lidt med, men det gik fint, selvom jeg skal koncentrere mig meget for at forstå hvad de siger, for både lærere og elever taler hurtigere og anderledes end hos min værtsfamilie. Skolen starter kl. 7, så jeg skulle op lidt i seks for at gå i bad, spise morgenmad og være sikker på, at jeg havde taget den rigtige uniform på (der er tre forskellige). Det havde jeg heldigvis og vi kom afsted til tiden. Min værtsmor kørte mig i skole og fulgte mig hele vejen op til mit klasselokale, hvilket var rart, for skolen er en del større end Ingrid. Da jeg kom ind i klassen kiggede alle på mig og jeg fik fremstammet noget i retning af "Hola, me llamo Emma, soy estudiante de intercambio". Heldigvis er de alle sammen meget søde og hjælpsomme og vil gerne høre om Danmark. Vi er omkring 30 piger i klassen. I dag havde vi kemi, litteratur, religion, engelsk og anatomi. Jeg forstod noget, men selvom jeg er rigtig glad for eksempelvis kemi, så er det svært, når alle begreberne er på spansk og det er lang tid siden, jeg sidst har studeret det. Engelsk var til gengæld virkelig let. Eleverne virker ikke særlig glade for at tale engelsk - det var i hvert fald mit klare indtryk, så der var meget stille i den time og læreren skulle nærmest tvinge eleverne til at tale. Jeg har hørt mange unge herovre sige, at de synes, at deres accent er pinlig og at de derfor ikke har lyst til at tale engelsk. Alt TV er på spansk, så selvom de har haft engelsk lige så mange år, som vi har i Danmark, er de langt bagefter. Til gengæld var kemi og anatomi på et ret højt niveau. Vi har jo ikke anatomi som fag i gymnasierne i Danmark, men herovre studerer de det helt fra de små klasser. I dag dissekerede vi nyrere. Klassen er delt op i grupper og alle har deres egen kittel, skalpel og handsker og så er det bare om at gå i gang med at identificere forskellige vener, arterier og dele af organet. Religion var en blanding af hardcore viden om Biblen og filosofiske samtaler. Vi startede timen med en øvelse, hvor vi stod i en cirkel med hinanden i hænderne og skulle mærke energien fra de andre i rummet. Lidt ligesom meditation. Bagefter gik halvdelen af eleverne frem og dannede en indercirkel. Så skulle vi løbe hver sin vej og når læreren sagde stop, skulle vi stoppe op og vende os om mod den, der stod bagved os. Den person skulle vi tage i hænderne og fortælle om religiøse oplevelser og forventninger til året. Som lektie skal vi beskrive, hvad hhv. kærlighed, at leve, moral, evangelierne og det at være kristen er i følge os. Meget store og svære spørgsmål, men nu har jeg fået skrevet lidt. Jeg skal lave lektier lige som de andre, men selvfølgelig på det niveau, jeg kan. I litteratur skal vi læse en bog, analysere og fremlægge for klassen og der er jeg allerede kommet i en gruppe, så i morgen skal jeg have købt bogen og så er det ellers i gang med at læse. I morgen skal jeg have filosofi, biologi, engelsk, idræt og et fag, der hedder "T" - ved ikke lige hvad det står for, men det finder jeg nok ud af. Resten af ugen står på skole og lørdag tager vi til en stor fest hos nogle af mine værtsforældres venner. Om søndagen tager vi så til Mompiche og er der indtil fredag, hvor vi tager til Quito for at være med til min kusines 15-års fødselsdag om lørdagen.
Kram fra Emma
Åhh Hvor dejligt at høre Emma!
SvarSletSavner dig mega meget <3
Kram Rosa
Jeg savner også dig søde Rosa! Hvordan går det derhjemme? <3
SvarSlet