søndag den 15. juli 2012

Hej alle sammen!

Velkommen til min blog! I dag er der præcis 37 dage til mit fly afgår fra Kastrup... Det er stadig ret vildt at tænke på. Først venter dog en lang sommerferie, hvor jeg skal være herhjemme i Danmark og grille, cykle, bade, spise masser af is og være sammen med min familie og mine venner. Det bliver dejligt!

D. 21. august kl. 6.00 rejser jeg så afsted. Først til Amsterdam og siden Quito, som er hovedstaden i Ecuador. Derefter kører jeg nordpå med min værtsfamilie til byen Ibarra, hvor jeg skal bo sammen med min værtsmor Pilar, som er kosmetolog, og min værtsfar Hugo, der er læge. De har tre børn, men de to ældste er flyttet hjemmefra og den yngste skal bo et år i København som udvekslingsstudent samtidig med at jeg er i Ecuador. Hun kommer hertil allerede d. 4., så vi kan heldigvis nå at mødes inden jeg tager afsted. Ibarra, hvor jeg skal bo, har omkring 200.000 indbyggere og ligger i en dal i Andesbjergene lidt nord for Quito.

Luftfoto fra Ibarra

Kort over Ecuador og landets placering på det sydamerikanske kontinent.

Kystbyen, Mompiche, hvor jeg skal hen i september med min værtsfamilie i deres "sommerhus" (i Ecuador er vejret forholdsvis konstant, så ecuadorianerne bruger deres sommerhuse hele året som fritidshuse og en mulighed for at komme ud til kysten og tage på stranden).

Jeg glæder mig rigtig meget, men er også spændt på det kulturchok, jeg uundgåeligt vil opleve. Sproget er nok den største udfordring, men heldigvis er det også noget, jeg selv kan forbedre. De næste par uger har jeg tænkt mig at læse og høre en masse spansk, for jeg vil gerne være i stand til at udtrykke mig nogenlunde, når jeg lander. Jeg er allerede i gang og det er sådan et fedt sprog! Jeg glæder mig virkelig til at lære det.
Noget af det, der fik mig til at vælge Ecuador, er at alting er så anderledes: kulturen, naturen, skolesystemet, hverdagen, synet på livet... Modsat Danmark, hvor fladhed ses i landskabet og i høj grad tilstræbes socialt og økonomisk, er Ecuador et mangeartet og kontrastfyldt land både hvad angår natur og mennesker. Selvom omvæltningen bliver overvældende og forvirrende i starten, føler jeg mig godt klædt på af Rotary, som er den organisation, jeg rejser afsted med. Vi har haft en masse arrangementer i løbet af sidste skoleår og for en uge siden var jeg til afrejsebriefing i Ulstrup i Jylland. Her var alle de kommende udvekslingsstudenter samlet til en hel weekend bestående af foredrag, gruppearbejde, samtaler med instruktører, som selv har været Rotary udvekslingsstudenter, stjerneløb, morgengymnastik og Hawaii-temafest.


Hawaii-temafest

Alle de kommende udvekslingsstudenter samlet foran Gudenådalens Ungdomsskole.

Rotary er en fantastisk organisation, som arbejder for at fremme international forståelse og bekæmpe sygdom, hungersnød og analfabetisme gennem en række nationale og internationale projekter heriblandt ungdomsudveksling. At være udvekslingsstudent med Rotary minder på mange måder om at være udvekslingsstudent med andre organisationer - jeg kommer til at bo hos en værtsfamilie, gå i skole, deltage i fritidsaktiviteter og rejse rundt i landet - men på andre områder er der, for mig, vigtige forskelle. Rotarys motto er Service Above Self og det afspejler sig også i udvekslingsprogrammet: Fokus er ikke kun på hvad organisationen kan tilbyde mig, men også på hvad jeg selv kan byde ind med. Derudover får jeg mulighed for at engagere mig i Rotarys humanitære projekter og møde andre unge fra hele verden. Hvis I er interesserede, kan I læse mere om Rotarys udvekslingsprogram på http://rotary-yep.net/.

Jeg vil forsøge at opdatere bloggen jævnligt i løbet af næste år, så I herhjemme kan følge med i mine oplevelser :)

Rigtig god sommer til jer alle!

Kram fra Emma