torsdag den 2. maj 2013

Typisk Ecuador...


Jeg tager afsted nu ⇨ Jeg har hverken været i bad eller skifter tøj, kommer om en time
Jeg er på vej ud af døren ⇨ Jeg tager herfra om en halv time
Jeg er på vej ⇨ Jeg er endnu ikke gået ud af døren
Jeg er to gader væk ⇨ Jeg er ti gader væk og de er ret lange
Jeg er nedenunder ⇨ Jeg er fem gader væk

mandag den 1. april 2013

Det er sådan det er! (skrevet af en udvekslingsstudent i Australien, men det er helt rigtigt :))

Exchange is change. Rapid, brutal, beautiful, hurtful, colourful, amazing, unexpected, overwhelming and most of all constant change. Change in lifestyle, country, language, friends, parents, houses, school, simply everything.
Exchange is realizing that everything they told you beforehand is wrong, but also right in a way.
Exchange is going from thinking you know who you are, to having no idea who you are anymore to being someone new. But not entirely new. You are still the person you were before but you jumped into that ice cold lake. You know how it feels like to be on your own. Away from home, with no one you really know. And you find out that you can actually do it.
Exchange is thinking. All the time. About everything. Thinking about those strange costumes, the strange food, the strange language. About why you’re here and not back home. About how it’s going to be like once you come back home. How that girl is going to react when you see her again. About who’s hanging out where this weekend. At first who’s inviting you at all. And in the end where you’re supposed to go, when you’re invited to ten different things. About how everybody at home is doing. About how stupid this whole time-zone thing is. Not only because of home, but also because the tv ads for shows keep confusing you.
Thinking about what’s right and what’s wrong. About how stupid or rude you just were to someone without meaning to be. About the point of all this. About the sense of life. About who you want to be, what you want to do. And about when that English essay is due, even though you’re marks don’t count. About whether you should go home after school, or hang out at someone’s place until midnight. Someone you didn’t even know a few months ago. And about what the hell that guy just said.
Exchange is people. Those incredibly strange people, who look at you like you’re an alien. Those people who are too afraid to talk to you. And those people who actually talk to you. Those people who know your name, even though you have never met them. Those people, who tell you who to stay away from. Those people who talk about you behind your back, those people who make fun of your country. All those people, who aren’t worth your giving a damn. Those people you ignore.
And those people who invite you to their homes. Who keep you sane. Who become your friends.
Exchange is music. New music, weird music, cool music, music you will remember all your life as the soundtrack of your exchange. Music that will make you cry because all those lyrics express exactly how you feel, so far away. Music that will make you feel like you could take on the whole world.
Exchange is uncomfortable. It’s feeling out of place, like a fifth wheel. It’s talking to people you don’t like. It’s trying to be nice all the time. It’s bugs.. and bears. It’s cold, freezing cold. It’s homesickness, it’s awkward silence and its feeling guilty because you didn’t talk to someone at home. Or feeling guilty because you missed something because you were talking on Skype.
Exchange is great. It’s feeling the connection between you and your host parents grow. It’s knowing in which cupboard the peanut butter is. It’s meeting people from all over the world. It’s having a place to stay in almost every country of the world.
It’s cooking food from your home country and not messing up. It’s seeing beautiful landscapes that you never knew existed.
Exchange is exchange students. The most amazing people in the whole wide world. Those people from everywhere who know exactly how you feel and those people who become your absolute best friends even though you only see most of them 3 or 4 times during your year. The people, who take almost an hour to say their final goodbyes to each other. Those people with the jackets full of pins. All over the world.
Exchange is falling in love with this amazing, wild, beautiful country. And with your home country.
Exchange is frustrating. Things you can’t do, things you don’t understand. Things you say, that mean the exact opposite of what you meant to say. Or even worse…
Exchange is understanding.
Exchange is unbelievable.
Exchange is not a year in your life. It’s a life in one year.
Exchange is nothing like you expected it to be, and everything you wanted it to be.
Exchange is the best year of your life so far. Without a doubt. And it’s also the worst. Without a doubt.
Exchange is something you will never forget, something that will always be a part of you. It is something no one back at home will ever truly understand.
Exchange is growing up, realizing that everybody is the same, no matter where they’re from. That there is great people and douche bags everywhere. And that it only depends on you how good or bad your day is going to be. Or the whole year.
And it is realizing that you can be on your own, that you are an independent person. Finally. And it’s trying to explain that to your parents.
Exchange is dancing in the rain for no reason, crying without a reason, laughing at the same time. It’s a turmoil of every emotion possible.
Exchange is everything. And exchange is something you can’t understand unless you’ve been through it !

torsdag den 21. marts 2013

Galápagos ❤❤❤❤❤

Hej derhjemme!

Jeg har været på Galápagos og det var UBESKRIVELIGT SMUKT. Vi snorklede, svømmede med havskilpadder, rokker, søløver, hammerhajer og et væld af eksotiske fisk, sejlede, vandrede rundt i byen, var på stranden, snakkede og havde det virkelig hyggeligt. Et billede siger mere end tusind ord, så her får I en masse:
















Kram fra Emma

tirsdag den 5. februar 2013

Estoy pasando muy chévere!

Hej alle sammen

Jeg har det rigtig godt herovre i Ecuador og har haft en masse ting at se til, så jeg har desværre ikke haft så meget tid til at blogge. Lige nu har vi ferie indtil d. 19. februar, så jeg sover længe, er sammen med venner og familie og tager på ture. D. 22. februar kommer min mor og besøger mig, så jeg er i gang med at planlægge vores tur og glæder mig uendeligt meget! :)
I går aftes havde jeg en amerikansk veninde på besøg og efter hun gik snakkede jeg med min værtsmor indtil kl. 2 om natten og lige pludselig slog det mig, at vi talte på spansk og at jeg forstod alting og at jeg hele dagen havde talt spansk uden at tænke over det. Det er mærkeligt, men nogle gange spiller de sange på engelsk i radioen og jeg har flere gange været nødt til at lytte efter ordene og tænke over om det nu var engelsk eller spansk, fordi jeg lytter til og forstår begge sprog uden at skulle tænke over det. Spansk er virkelig et skønt sprog og det er sjovt at tale.
Lige nu er jeg i gang med at planlægge en tur til bjergene til april med to andre udvekslingsstudenter og en ecuadoriansk ven, hvor vi skal bestige fire bjerge nær Quito. Jeg må hellere begynde at gå lidt oftere i fitnesscenter for at gøre mig fysisk klar til at skulle bestige dem... ;) Ingen af bjergene er meget sværere teknisk set, da kun min ecuadorianske ven har erfaring med bjergbestigning, men det sidste bjerg vi skal bestige, Cotopaxi, er en 2-dagstur og toppen er det punkt på Jorden, der befinder sig tættest på Solen (da Ecuador befinder sig ved ækvator)!

Her er nogle billeder fra de sidste par uger:

Med min værtsfamilie i Salinas på min tantes gård





Vand(og jord-)kamp hos min veninde Fernanda


Pimampiro med min fætter







Resultatet af at gå en tur i den ecuadorianske karnevalsperiode


Frivilligt arbejde på hospitalet



Kram fra Emma


tirsdag den 22. januar 2013

Paragliding vol. 2 + playa + familieskift

Hej alle sammen :)

Jeg har paraglidet og det var IGAENBHFDYOXARGJGRUEWJWJFBH OVERDREVET FEDT! Jeg tog afsted med min bror om morgenen, for vejret og vindene er altid bedst der. Vi ankom til Yahuarcocha, som er en utrolig smuk og stor sø i udkanten af Ibarra, spiste lidt morgenmad og snakkede med holdet inden vi kørte op til toppen af bjerget i ladvognen. Jeg får altid lov til at sidde foran, fordi jeg er den eneste pige, hvilket er meget mere komfortabelt end at sidde på ladet sammen med alt udstyret. Vi ankom til toppen af bjerget, gjorde tingene klar, jeg blev instrueret i hvordan jeg skulle gøre og så var vi ellers klar. Man skal løbe virkelig meget for at skærmen løfter sig og folder sig rigtigt ud og selvom man mærker et tryk bagfra fra skærmen så skal man bare blive ved og ved med at løbe indtil man når til kanten af bjerget. Lige pludselig forsvinder jorden under ens fødder og man flyver! Man sidder på et sæde, som er forholdsvis behageligt, mens piloten styrer og så er det ellers bare om at nyde det. Udsigten er så smuk og man ser landskabet på en helt anden måde. Først fløj vi stille og roligt i en 20 min. tid og de sidste 10 min. fløj vi længere ud til vi befandt os over søen, hvor vindene er stærkere. Der lavede piloten nogle manøvrer og jeg følte en blanding af at være ved at dø af skræk og synes at det var det vildeste og fedeste! Først lavede han sådan nogle sving, som var forholdsvis stille og rolige, og bagefter lavede vi en spiral (prøv at google "paragliding spiral", hvis I vil se, hvordan det ser ud - jeg kunne naturligvis ikke selv se det, men følte det i den grad og min bror viste mig manøvren på YouTube bagefter). Det var sådan en fed oplevelse og helt sikkert noget jeg godt kunne tænke mig at prøve igen på et tidspunkt. Alle piloterne prøvede at lokke mig til at joine deres hold og tilmelde mig et kursus for at blive paraglidingpilot, men der tror jeg dog lige at jeg venter lidt ;)

Her er lidt billeder:

I luften. Vejen, som I kan se mellem mine fødder, er den rute, vi kører på for at komme op til toppen af bjerget.

Parat til at flyve...

Min bror, som flyver. Søen hedder Yahuarcocha og byen som I kan se i mellemplanet er Ibarra.

En el aireeee :)


Jeg har også været ved kysten, Puerto Lopez, med min familie. Så smukt sted og en fantastisk strand.

I går eftermiddag skiftede jeg familie og lige nu sidder jeg i det nye hus på mit værelse. Alt er anderledes og på en måde føles det som at starte fra nul igen - ny familie, nye vaner, nye regler, nye mennesker, nyt hus - men på den anden side føler jeg mig rolig og mere sikker på mig selv, kulturen og sproget og jeg føler mig også godt tilpas her. Min værtsmor og jeg græd i går, da vi skulle sige farvel, men jeg ved, at jeg altid er velkommen i deres hus og vil holde kontakten med dem, og jeg er også rigtig glad for at være her og opleve, at jeg godt kan skifte en gang til og opbygge en god relation til endnu en familie. Hvor mange personer for mulighed for at blive en del af hele tre familier og have hele seks forældre (okay, selvfølgelig er det ikke helt det samme, men et hjem, hvor du altid er velkommen og hvor de bekymrer sig om dig). Jeg kan allerede mærke at relationen med min nye familie er anderledes. Det er lidt svært at beskrive, men jeg mærker det tydeligt. Hos den første familie er du meget afhængig af dem, de tager intiativ til alt hvad I laver og det er dem, der lærer dig en masse, mens du i den anden familie føler dig mere sikker på dig selv, kulturen og sproget og selv tager initiativ, fortæller og bidrager til familien på en anden måde.

Kram fra Emma